INFO

 Anmeldelse af "Rap Over Nallerne" af PTA, Actionspeax #2 
 
Jonny Hefty & $jakket fra Fri-Stedet: "Rap Over Nallerne"

"Hiphoppen startede ude i Gug / til et party ude i Gug!" Det påstår de i hvert fald selv, og Aalborg-forstaden er nærmest blevet for nordjysk hiphop, hvad Compton var for gangstarap. På "Rap Over Nallerne" har Jonny Hefty - Gugs grand old man - samlet kvarterets unger under sloganet "Hvorfor være herrestive, når I kan være kreative?"

Mixtapet der er kommet ud af det er ret spændende, for numrene er lige så forskellige, som børn kan være det. Der er alt fra Årh Hvad, der hellere vil spise slik end i skole, til Ho Tang Klan, en jiggy tøsegruppe, der synger om at ryste røven. Der er også numre fra den originale Gug Tang Klan, og endda 2 features, hvor Jonny Hefty rapper som en autocamper - alt sammen røvunderholdende.

Rap-præstationerne på "Rap Over Nallerne" er stærkt varierende, og det er somme tider befriende. Der er plads til både fuldblods punchline-rappere som LasG, og så en lille unge, der rapper: "Her på Fri-Stedet er der heste og kaniner / De spiser gulerødder, fyldt med vitaminer!"

Hvilken aldersgruppe cd'en er til, er et godt spørgsmål. Der bliver nok sagt mere om hash end rappernes klasselærere synes er sundt, og der går nogen gange meget Terkel i Knibe i bandeordene. På bundlinien må man sige "Rap Over Nallerne" er et indblik i det sjove og lidt grove i børns verden, og bliver man flov over det, er man sgu nok for voksen. 3/6

- Peter Trier Aagaard, Actionspeax #2 - forår 2005
 
     


LÆS ARTIKEL FRA BLADET "BØRN & UNGE" OM HEFTY & $JAKKET

Gug-stil lige i dit fjæs af Tommy Grøn, Urban

 JONNY HEFTY & $JAKKET FRA FRI-STEDET: RAP OVER NALLERNE 
 
RAP OVER NALLERNE er kort og hårdt en scene-rap-port fra hjertet af Gug. Et indblik i de unges verden, hverdag og sprog i rim og rytmer… BRANDING GUG!

Aalborg-rapperen Jonny Hefty har gennem et år arbejdet som klubmedarbejder og hiphop-pædagog på Fri-Stedet. Det er der kommet mange sjove, skøre, alvorlige og socialrealistiske numre ud af. Jonny Hefty har nu samlet, mixet og kompileret det bedste materiale, tilsat lidt af sit eget, og smækket hele molevitten ned på en 60 minutters mix-cd.

Over 20 unge fra ungdomsklubben Fri-Stedet i alderen 11-20 år medvirker på dette mix-tape - store og små, drenge og piger, sorte og hvide. Nogle synger kor, andre rapper et par linier, nogle har teamet op, dannet diverse crews og lavet en sang sammen og andre har lavet et helt nummer selv. Teksterne af skrevet af de unge, ofte med lidt hjælp fra Jonny Hefty og på cd'en findes også 2 pose-cuts (numre hvor hele $jakket medvirker).
Derudover er flere af Fri-Stedets pædagoger blevet lokket bag mikrofonen (til stor morskab for de unge), og også tidligere medlemmer og kvarterets mere erfarne rappere som Niarn, LasG, Sanddru den Vantro, Zjakalen og Tzar har været et smut forbi det produktive Zoom Studie i Fri-Stedets kælder og buste rim.

"Der er altid fuldt hus til en fest ude i Gug
vi spiller så højt du bliver blæst væk ude i Gug
det er mere end musik, det er en protest ude i Gug
du må hellere gå med skudsikker vest ude i Gug"


RAP OVER NALLERNE er et portræt af en ungdom, vokset op i betonen i højhusets skygge, med Shell-tanken, skate-rampen og det lokale pizzeria som kulisse, tilsat en god portion humor, gangsta-stil og lokalpatriotisme:

"Hiphoppen startede ude i Gug - til et party ude i Gug"

Tonen er herlig politisk ukorrekt og er lavet med udgangspunkt i de unges sprog og idéer. Moderne, provokerende og i-dit-fjæs! Derfor er der også en advarsel til de voksne på coveret: "Hiphop forårsager hjerteanfald og slagtilfælde".

RAP OVER NALLERNE er en guidet tour igennem et gansta-ficeret Gug. Her er masser af attitude, sammenhold, pubertære følelser, forelskelser, forældre, lektier, fester, unge-politi, bøllespirer, fuck-fingre, spirende politiske meninger, regulære ryst-røv numre og så er pigerne kommet rigtigt godt med. Aldrig før har så mange tøser rappet på en dansk cd.

Morsomme indslag på somali, grønlandsk, norsk, amerikansk og fynsk blander sig med $jakkets tykke Aalborg-accent og skaber et multi-etnisk univers - Gug stil.

Jonny Hefty er nu stoppet på Fri-Stedet, men kan opleves til Ungdomsringens Musik Festival sammen med $jakket i Europahallen. Jonny Hefty & $jakket er også en del af Region Aalborg Samarbejdet og rammer 10 nordjyske kommuner i løbet af 2005 med musikkaravanen 'SCENEGAL'.

RAP OVER NALLERNE er udgivet som promotion cd af Jonny Hefty / Hef Jam til Fri-Stedets medlemmer, venner og forældre. Andre interesserede kan finde cd'en i Street Ammo på Boulevarden.
 
     







STVN © 2000-2011.